Nytår, hygge to-go og anden breaking news

Apothekerfruen & det uundværlige crew håber, I er hoppet/faldet/blæst godt ind i det nye år. Eller at det nye år er sprunget godt ud hos jer.

Breaking news: Nu er vi her lige pludselig. Uden alvorlige faldskader og springerknæ, landet i 2019. De hyggelige julenisser er hoppet ned i kasserne igen (OK, så i nogle hjem, da, i hvert fald) og grannålene og nytårskonfettien er for længst færdige med at springe ud over det hele og er blevet støvsuget op …Ja, OK! Apothekerfruen skal nok nå det hele.

Farvel til 2018 på godt og ondt

Vi måtte desværre blandt andre tage afsked med vores kære Fru Udsen, Apothekerhunden Frutte, i sommer. Hun vil altid mangle i vores liv. Hvil i Fred ❤

2018 har været det første hele kalenderår, hvor vi har haft åbent, og det er bare så fedt at kunne koncentrere sig om det samme butikskoncept uden at skulle lukke ned og åbne igen alt efter sæson.

Det kræver lidt forskellig tilgang og skiftende fokus i løbet af sæsonen. F.eks. ændrer vi på menuen forår og efterår og har selvfølgelig kun åbent i Apothekerhaven i sommerhalvåret.

Nogle perioder fokuserer vi mest på garn, andre gange på menu og frokostkunder, og så er der uger med messe-tid, hvor det er specialiteter og old-school-varer, der er fokus på.

Fruens Stue

2018 var også året, hvor vi for alvor tog Fruens Stue i brug. Vi bruger den til strikkeaften om tirsdagen og har derudover haft mange selskaber henover året. Det er skønt at have ekstra plads og ekstra pladser at kunne tage i brug.

I julen har nisserne holdt fest i vores “Julestue”, og pt. bruger vi Fruens Stue til tilbudsvarer. For for første gang er vi med i det traditionelle januarudsalg i Christiansfeld.

Workshops

Året har budt på masser af gratis og næsten gratis workshops, mestendels i Apothekerhaven, som seje Liz for en stor del har arrangeret og været underviser på.

Det håber vi at kunne fortsætte med i 2019 i en eller anden form, så vidt der er interesse og mulighed herfor. Byd endelig ind med forslag til emner. Man kan kommentere herunder.

Børnemenu

En stor succes i sommeren 2018 var vores lille Kinder-platte. Vi har længe ønsket en frokostmenu til børnene, og de har vist sig at tage godt imod klapperne med hhv. ost og Nutella samt lidt snacks on the side.

Den fortsætter vi med, så børnene ikke er tvangsindlagte til varme supper, Herrnhuterbrød, kæmpe voksensandwiches eller desserter. Og prisen er til at overskue: 39 kr.

En helse-maskine

Vi har kæmpet med et par sygemeldinger hen over året, men er heldigvis næsten fuldtallige igen. Velkommen til uundværlige Randi og Lone, som sammen med uundværlige Heidi og Liz har reddet hyggen.

En dag stod der en infrarød sauna til os i julegave, og uden at være helse-hellige, regner vi med, at den vil gøre underværker. I det mindste, når det kommer til velvære, og derfor er det blevet påbudt alle ansatte at benytte den MINDST to gange ugentligt.

For kender I det, når man har hoppet og sprunget lidt for længe og glemt at slappe af?

Det har det med at snige sige ind på én op til sommerferien, men måske især op til jul og i de der mørke måneder – hvor der ellers er dage nok, hvor man kunne benytte sig af, at vejret beordrede én indenfor i mag med kaffe, kage og strikketøj.

5 dages-break

Nå, men der er åbenbart altid noget at lave – også for en butik, som er der for hyggens skyld, og det er jo i sagens natur også sådan, det helst skal være, især når man har et cvr-nummer.

Så det, vi bare vil sige, er: Vi er overhovedet ikke færdige med at sove nytåret ind og gør derfor det, at vi lukker hyggebiksen. Kun i 5 dage, ganske vist, og vi lover, at vi ikke springer særlig hurtigt eller hopper særlig højt hverken op eller ned.

… Faktisk er det nok temmeligt usandsynligt, at vi får begge ben af Kloden samtidigt, med mindre vi ind imellem vælger at ligge hyggeligt og stritte med tæerne op ad væggen. En tur på messe skal vi dog.

Vi ses forhåbentlig snart – på den ene eller anden side af vores lille break, som altså er mandag d. 14.1. til fredag d. 18.1. 2018.

Tusind tak til alle vores dejlige kunder for et godt år ❤
Vi ønsker jer et herligt, hyggeligt og helsebringende 2019!

Salige smil og kærlige hilsner
De Uundværlige og Trunte

PS.

Nåh ja, det er også vigtigt: Vi fører kaffe-to-go nu – (dvs. vi har fået papkrus) – og kører fortsat tilbud og januarudsalg i Fruens hyggelige Stue på 1. sal. Der er et bredt udvalg af varer, også garn. Papkaffen koster 20 kr. Så lige nu kan man GÅ rundt med sin kaffe oppe i Fruens Stue – hyggeligt, ikke? Og så er der jo også udsalg i resten af Christiansfeld denne uge.

Breaking News: 
Lukket i uge 3 i hverdagene +
Kaffe-to-go

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s